Få mere selvkærlighed og lær at lytte til dig selv
Få mere ro, overskud og indre styrke
Få balance i dine forhold til andre

Der er altid noget i os, som ved.

Tusinde tak til alle Jer, som har tilkendegivet, at I kommer til bogreceptionen på mandag og til alle Jer, som har forudbestilt min bog. Jeg er SÅ glad og taknemmelig, og jeg glæder mig så meget til på mandag. Vejrudsigten lover sol og sommer, og mon ikke det betyder, at vi rykker receptionen ud på den store terrasse med udsigt over Københavns tage?

I disse dage er jeg, inspireret af det arbejde, som optager mig i øjeblikket, så (be-)undrende overfor det i os alle, som altid ved, hvis vi ellers er i stand til at skabe den stilhed, grounding og forbindelse, som er en forudsætning for, at vi kan vide, hvad vi ved.

Det har jeg skrevet flere tekster om i min bog, og her er en af dem:

Der er altid noget i os, som ved.

Der er altid noget i os, som ved.
At vi må videre, at vi må rykke nærmere, tættere, at vi er under
forvandling, forandring og i evig bevægelse.

Der er altid noget i os, som ved.
Når noget nyt er på vej, når vi må sige farvel og tage afsked med det, der engang var.

Der er altid noget i os, som ved mere, end vi tror, vi ved.
Som hvisker til os med næppe hørlige stemmer.
Som kradser mønstre mod nattens drømme, også selvom vi vågner op og føler os tomme for ethvert spor.

Der er altid noget i os, som kalder os hjem. Som kalder os tilbage til det inderste rum, til der hvor vi altid har en flamme, der brænder, uanset hvor meget regnen pisker os om ørerne.

Der er altid noget i os, som husker det sted, der er stille og blødt, uanset hvor stormfuldt og voldsomt verden møder os.

Der er altid noget i os, som holder et spejl op, hvori vi kan opdage det, vi ikke før har kunnet se.

Der er altid noget, der trækker i os, for at vi kan mærke, hvad det er, vi ikke tør lægge mærke til i os selv, fordi det er for farligt, for angstfyldt, fordi det er forbundet med for stor skam, smerte, ensomhed eller utryghed.

Der er altid noget i os, som bærer sandheden, uanset hvor meget vi forsøger at slippe væk, stikke af og fylde os selv med så mange afhængigheder, at ingen har tal på dem.

Der er altid noget i os, som viser os vejen. Som holder os, guider os og beskytter os, så snart vi tør åbne op og gå ind i det sårbare og åbne, hvor vi kan opdage det i os, som ved.

Der er altid noget i os, som ved.

Du finder linket til bogreceptionen på mandag 22. maj her

Hvis du vil bestille en signeret udgave af min bog, kan du gøre det her

Kærligst fra Jane Mejlhede <3