Få mere selvkærlighed og lær at lytte til dig selv
Få mere ro, overskud og indre styrke
Få balance i dine forhold til andre

Hvad har du fået med fra coronanedlukningen?

10 refleksionsspørgsmål til at mærke og forankre de positive ting, coronakrisen har medført for dig.

I dag er det søndag eftermiddag, som jeg sidder og skriver dette nyhedsbrev. Og det er ret præcist to måneder siden, jeg udsendte mit forrige. Det er blot to måneder siden, at verden var “normal”. Så kort tid og så alligevel helt utroligt længe. Længe nok til, at vi alle har fået erfaringer, vi aldrig vil glemme. Længe nok til, at de fleste af os har oplevet, hvilke sider, der kommer frem, når vi bliver pressede. Længe nok til, at “normal” er blevet det unormale, og som vi derfor er i stand til at se på fra et nyt og mere distanceret perspektiv. En mulighed for at rette opmærksomheden mod, hvad der fungerede og hvad der var uhensigtsmæssigt, dengang alt stadig var normalt. Så hvad skal være det nye normalt?

Jeg vil ikke dvæle ved de ting, der har været dårlige, ubelejlige eller svære gennem de sidste to måneder. Der har i en eller anden udstrækning både individuelt, nationalt og globalt været turbulens, frygt, utryghed mm. Og sådan er det stadig. Der er konsekvenser, når vi udsættes for så massivt et kontroltab, som vi har været og er udsat for.

Men denne krise har også bragt noget godt med sig for mange. Fordi når så meget ændres i vores hverdag fra et øjeblik til det næste, så skaber det et rum. I det rum kan vi selvfølgelig sætte alle vores almindelige (og måske også nye?) flugtstrategier. Men vi kan også bruge rummet som et slags helligt sted, som et kirkerum eller meditationslokale, hvor vi kan gå ind i tomheden og stilheden og mærke os selv.

Så denne mail er en invitation til dig til at mærke ind i – her på tærsklen til en større genåbning af samfundet – hvad tager du med dig, som danner fundamentet for dit nye “normal”?

Sæt fx en halv – en hel times tid af, hvor du kan være uforstyrret. Find noget frem, du kan lave noter på, så du har det klart. Skab et lille rum omkring dig ved måske at tænde et lys, sæt dig foran dit meditationsalter eller marker på anden måde, at nu træder du ind i dit stille og tomme rum.

Brug de første fem minutters tid til at centrere dig selv. Du kan trække vejret dybt ned i lungerne et par gange og derefter lade vejrtrækningen passe sig selv. Lad dine fødder hvile mod jorden og ret opmærksomheden mod at være forbundet til jorden, groundet og støttet af fundamentet. Fokuser herefter på området omkring dit hjertechakra – midt på brystet i højde med det fysiske hjerte. Se for dig, mærk eller fornem, hvordan området åbner sig op, og du kan bevæge din opmærksomhed længere og længere ind. Sid nogle minutter her, hvor du ikke skal andet end at være til stede og dybt forankret i dig selv.

Mens du stadig bevarer kontakten til dit eget center, kan du begynde refleksionsøvelsen – hvad er der sket i dig, under karantænen?

1. Hvilke ting har du opdaget om dig selv?

2. Hvad har overrasket dig mest ved dig selv?

3. Hvilke ting ved din egen opførsel/adfærd er du mest ukomfortabel ved at have opdaget?

4. Hvordan kan du heale/bearbejde/transformere disse sider i dig selv, nu hvor du er blevet så heldig, at du har lagt mærke til dem?

5. Hvilke værdier, som du tidligere har været mindre opmærksom på, er blevet vigtige for dig?

6. Hvilke styrker har du opdaget i dig selv?

7. Hvis du skulle anerkende eller takke dig selv for 3 ting gennem denne periode, hvilke skulle det så være?

8. Hvilke nye mønstre vil du fastholde, når du vender tilbage til “normal”?

9. Hvilke vil du sige farvel til?

10. Hvad er den største positive forandring denne tid har skabt i dig?

Når du er færdig med at svare på spørgsmålene og har skrevet dem ned, så find en måde at takke dit hjerte på, inden du retter din opmærksomhed tilbage mod en mere udadvendt bevidsthed. Du kan med fordel lave denne øvelse flere gange over den næste tid, fordi du hver gang vil få mulighed for at dykke lidt dybere i din egen visdom.