Få mere selvkærlighed og lær at lytte til dig selv
Få mere ro, overskud og indre styrke
Få balance i dine forhold til andre

Vanviddets bro

Min Sjæl ved. Afslutninger, begyndelser og mellemlandinger består af 153 tekster fordelt på 15 afsnit. Her er en af teksterne fra afsnittet, der hedder Mellemlandinger:

Jeg ville aldrig vandre over Vanviddets bro

En dag krydsede jeg Vanviddets bro. Den bro, som jeg har stået og betragtet hele mit liv, mens jeg har set, hvordan kvinderne, der kom før mig, begav sig ud på den og ikke var i stand til hverken at krydse den eller komme tilbage fra den.
Jeg har stået i evigheder og betragtet den bro og tænkt mit. Mest af alt at dén skulle jeg i hvert fald ikke ud på, for jeg havde set, hvor mange år det kunne tage at vandre bare få skridt på den, og hvor definitivt fatalt det kan gå, når man ikke kan se hverken ender, hoved eller hale på noget som helst.

Alligevel krydsede jeg en dag Vanviddets bro, og jeg gjorde det, selvom jeg vidste, at det ville blive min død. Men jeg vidste også, at min død var det eneste, der ville være i stand til at bringe mig virkeligt til live.

Mens jeg gik de første forsigtige og tøvende skridt, lagde jeg mærke til, hvor hurtigt det, jeg forlod, forsvandt i en tåge. Jeg lagde mærke til, at broen under mine fødder var usynlig, og at jeg derfor ikke vidste, hvor jeg skulle sætte det næste skridt. Jeg lagde mærke til, at det at gå dér var det værste, der kunne overgå noget menneske. For alt ophørte; det, der før gav mening, forsvandt, uden at noget nyt dukkede op; der var ikke længere nogen retning, intet at orientere sig efter, og det, der engang havde føltes som mit liv, blev mere og mere opløst i konturerne, inden det forsvandt.

Jeg tror, jeg blev så vanvittig, at angsten over at gå der til sidst døde ud. Jeg opdagede, at det eneste, jeg kunne gøre, var at holde op med at kæmpe. Holde op med at fastholde billederne, stemmerne, håbet og troen, som boede i det, jeg havde forladt. Da var det, jeg døde. Og idet jeg døde, viste en stor engel sig for mig midt på Vanviddets usynlige bro.

“Er jeg virkelig død?” spurgte jeg englen, der lyste så klart og skarpt, at jeg var nødt til at slå blikket ned.
“Du er ikke død,” svarede englen mig. “Ikke sådan som du en- gang havde forestillet dig og frygtet det i hvert fald. Men du har nået midten af broen, og hertil når du kun, hvis du slipper det, der holder din energi fanget i fortiden. Nu er du i stand til at se og til at følge din sjæls kalden. Forstår du: Jeg har hele tiden vandret ved din side, men du har været alt for blind til at lægge mærke til det.”

“Hvad så nu?” spurgte jeg englen, mens jeg prøvede at forstå, at jeg ikke var rigtigt død. “Ja nu,” svarede englen mig, “nu kan du begynde at leve. Men sørg for, at du træder varsomt, så hvert eneste skridt, du tager, fører dig i den retning, som din sjæls drømme hvisker til dig. Nu hvor du har glemt, hvem du var, skal du huske, hvem du er.”

Og så begyndte jeg at vandre. Og huske min sjæls drømme.