Om non-dualitet, del 1

Non-dualitet lyder måske flot, fremmed eller teknisk. Og det er det på nogle måder også. Jeg bruger det alligevel om det dybeste fundament for mit arbejde, fordi det peger på noget, der både er meget væsentligt og egentlig også ret specifikt. Og fordi det er noget, der har en ret afgørende betydning for, hvordan jeg arbejder med mennesker. Det er også et begreb, som er svært at forklare uden enten at gøre det for kompliceret eller for fladt. Og det kan nok også være endnu mere svært at forstå. Det var det i hvert fald for mig, indtil jeg selv fik nogle egne erfaringer om, hvad det egentlig er.

Hvad non-dualitet typisk peger på

Non-dualitet er en gammel filosofisk og kontemplativ tradition - med rødder i indiske, tibetanske og senere vestlige strømninger - som peger på, at det vi i grunden er, ikke er adskilt fra det, vi søger. At den dybeste virkelighed ikke kan deles op i "det her er mig" og "det der er det, jeg leder efter eller som ikke er mig". At alt det, vi normalt opfatter som modsætninger - subjekt og objekt, indre og ydre, mig og verden - kan i sin essens ikke adskilles.

Det lyder selvfølgelig enormt abstrakt og mentalt. Men i praksis peger det på noget meget enkelt: at den ro, klarhed, frihed eller forbindelse, vi længes efter, ikke er noget uden for os. Det er noget, der allerede er - og som vi til tider kan miste kontakten med, men ikke kan miste. Og at det faktisk også er det modsatte af mentalt, men noget som er dybt kropsligt erfaret og oplevet. (Men i respekt for det non-duale, vil vi så alligevel inkludere det mentale)

Non-dualitet rummer alt

Når jeg siger, at mit arbejde har en non-dual forankring, mener jeg ikke, at jeg lærer dig en filosofi eller sidder og formidler noget, du skal tro på, eller som tager dig væk fra dine bekymringer og udfordringer. Det er ikke et koncept, jeg formidler eller prøver at sælge til dig. Det er den grundlæggende måde jeg forstår, hvad vi laver, når vi sidder sammen, fordi det er den måde, jeg oplever at være i verden på.

Det vigtigste for mig er, at den non-dualitet, jeg arbejder ud fra, rummer alt, hvilket godt kan opleves som en modsætning til andre non-duale tilgange, hvor det praktiske, jordiske og problematiske ind imellem ses som noget uvelkomment, ikke-ophøjet eller ligefrem forkert. Fra mit perspektiv ekskluderer det non-duale ikke det svære, det rodede, det vrede, det skamfulde eller det ikke-spirituelle. Den sætter ikke noget i skammekrogen. Alt det, der findes i et menneskeliv - inklusive personlighedens dynamikker, mønstre, traumer og blindheder - altsammen er det en del af det, der findes lige nu.

Det står derfor i kontrast til den form for spiritualitet, der opdeler livet i "højere" og "lavere" lag - hvor det åndelige sættes over det menneskelige, hvor ego skal overvindes, hvor man skal hæve sin vibration eller transformere sin smerte. I min forståelse er der ikke noget at hæve sig over, og det skaber det blot nye split, nye dualiteter, modsætninger og skygger, som ikke hjælper os på rejsen med at forbinde os dybere til både os selv, verden og livet som det faktisk er.

Det er ikke "noget andet"

En af de vigtigste pointer for mig er, at det non-duale ikke er noget andet. Det er ikke et separat lag, vi når til, når personligheden er repareret eller poleret. Det er ikke en højere bevidsthed, vi opnår, når vi har gjort vores indre arbejde færdigt.

Sjælen - hvis vi bruger det ord - er ikke noget andet end os. Healing er ikke noget andet end den naturlige bevægelse, der sker, når noget får lov at flyde frit. Energier er ikke noget andet, der gives udefra eller af særlige mennesker. Det hele er allerede her, hele tiden.

Vi er ikke kun forbundet med det, vi søger. Vi er forenet med det. Hele tiden. Selv på de tidspunkter, hvor det hele virker lidt f..ked, uoverskueligt, håbløst eller smertefuldt.

Men hvorfor mærker vi det så ikke?

Men hvis det hele allerede er her, og hvis vi er forenet med det - hvorfor oplever vi os så ofte adskilte, forvirrede, fragmenterede, dysfunktionelle, ubalancerede, lukkede ned?

Jeg ser det som sammentrækninger i energien - bevidstheden. Ligesom en muskel kan trække sig sammen og holde fast, kan vores indre system trække sig sammen omkring bestemte essentielle kvaliteter - omkring ro, forbindelse, tillid, frihed, sandhed osv. Det er ikke kvaliteterne, der er væk. Det er sammentrækningerne omkring dem, der gør, at vi ikke kan mærke dem, eller at de i stedet kan opleves som stagnerede, livløse områder i psyken eller helt kropsligt.

De sammentrækninger er der selvfølgelig af årsager. Nogle af dem er langt ældre end os - mønstre og strukturer, som er gået i arv fra generation til generation, uden at man nødvendigvis kan sige noget om, hvad der startede dem. Nogle er traumatiske (herunder selvfølgelig også generationstraumer) - oplevelser, hvor en specifik kvalitet i os blev mødt med afvisning, smerte eller fare og derfor er blevet systematisk undertrykt eller forvrænget. Nogle er helt almindelige menneskelige reaktioner på et liv, der har stillet større krav, end systemet umiddelbart kunne holde til (hvilket vi alle har erfaringer med, om vi ved det eller ej). Nogle er kulturelle, og de kan ofte være svære at få øje på, fordi de ligger så dybt indkodede i os. Man kan sige, at jo større del af en kollektiv bevidsthed som deler et perspektiv, jo sværere er det at få øje på, at det rent faktisk er et perspektiv og ikke et eksistentielt livsvilkår.

Men sammentrækninger kan løsne sig. De kan blive bløde, bevægelige og begynde at åbne sig som en muskel, der finder hvile. Simpelthen ved at det, der har været holdt fast, får lov at slippe.

Læs mere om non-dualitet og hvad det betyder for det arbejde, vi laver sammen i fx session eller fordybelsesophold i næste del af blogindlægget, som du kan læse her: Du kan ikke være vågen i går. Non-dualitet, del 2

Kærligst Jane Mejlhede