Hvad venter du egentlig på?

Hvad hvis det er sådan her, det er?

Næsten 11 måneder er der gået med hjemmearbejde, nedlukninger, afstand, forsamlingsforbud, håndsprit, konkurser, sygdom, fyringer og meget mere. Et år med savn, ensomhed, frygt, frustration, træthed, bekymring, stress, angst, usikkerhed og tiltagende splid, polarisering, projektion og skygger, der blafrer. Elendighed er der nok af.

Vi er allesammen trætte. Og der er mange, som har en følelse af at have nået grænsen. Eller måske oven i købet er blevet skubbet ud over den. Der gemmer sig tragedier på alle niveauer her, og det jeg har dyb og inderlig medfølelse med os allesammen, for de fleste lider på den ene eller anden måde.

Men de fleste af os har også håb. Der er vacciner, som er ved at blive rullet ud. Der er forår på vej, selvom frosten bider lige nu.

Og så var det, jeg læste om de her nye mutationer, som vaccinerne måske ikke virker på, og som fik mig til at reflektere over – endnu engang – hvad hvis det aldrig stopper? Hvad hvis det her er, hvad der er? En fuldstændig forfærdelig og skræmmende tanke ikke?

Men egentlig er det sandheden. Der er kun lige præcis det, der er her lige nu. En helt anden verden end den vi kendte. Så meget af det, vi har været vant til, er forsvundet. Måske (og forhåbentlig da) ikke for evigt. Men lige nu. Er der kun nu.

Jeg vil ikke underkende smerten i at frygte for sin økonomiske overlevelse. I at savne nærheden med de mennesker vi kender og elsker. I presset der opstår, når enderne ikke længere hænger sammen, når mulighederne for at gøre de ting, vi plejer at gøre, er forsvundet, når magtesløsheden føles ubærlig.

Men der er også et kald lige nu. En stille hvisken. Som tålmodigt, insisterende og måske næsten uhørligt kalder os tilbage til nuet, tilbage til os selv i vores rene og (ironisk nok) maskeløse essens.

Hvis det her ikke er en venten på, at det holder op, at det bliver bedre, at vi vender tilbage til normalen, at “det bliver godt igen”. Men at det simpelthen er det, der er. Hvad så?

Hvad er det så, vi kan finde frem i os selv? Hvis lige nu er alt, vi kan drømme om og håbe på. Hvis der ikke længere er flere distraktioner, flugtstrategier og underholdningsmuligheder tilbage.

På mange måder bliver vi tvunget tilbage til det helt simple, enkle og nøgne: Mødet med en anden persons øjne over masken og genkaldelsen af liv. Vores tilbagevenden til kroppen, som vi kan sanse gennem vejrtrækningen. Kontakten til naturen og elementerne, som viser os, at vi er en del af en langt større helhed. Fornemmelsen af, at vi allesammen er forbundne, fordi vi er i det her sammen. Vi ved…

Vi kan bruge den her tid til at søge tilbage til rødderne. Til essensen af livet og nuet, som det er. Der er en ærlighed, der i al sin grusomhed viser os tilbage til det helt enkle og lysende smukke i selve eksistensen. Berøvet al tant og fjas, pynt og lånte fjer, masker, illusioner og forestillinger.

Lige nu behøver vi faktisk ikke vente. Lige nu kan vi trække vejret. Se hvordan alting vibrerer. Mærke hjertets uendelige dybde. Sanse naturens puls. Finde ressourcen i at være. Lige nu.

Igen og igen et kald, en hvisken, et træk. Tilbage til sandheden og det nu, der bestandigt er nyt, forunderligt, mystisk og uden ende.

Måske er vi så heldige midt i al elendigheden, at vi bliver så rystede, at vi bliver slynget lige ind i centrum af livet. Om så blot for et eneste kort øjeblik, hvor vi er helt til stede, nærværende og i live med alle sanser åbne. Et eneste øjeblik der kan ændre alt.

Og måske er det det, vi har ventet på.