At bære det ubærlige

Hvordan skal vi bære det ubærlige og slippe det, der er dødt?

Der er intet i verden så svært som at slippe det, der er dødt. Eller at lade det dø, som ikke er levedygtigt. Helt bogstaveligt selvfølgelig, men i høj grad også billedligt set.

Når noget går i stykker, ligger det så instinktivt i os, at vi vil klinke det. Vi vil fikse, heale og reparere.
Vi vil genskabe den form, som brister i hænderne på os.
Vi kan næsten ikke rumme, at det som engang var, ikke længere findes.

Måske kan vi bære, at der kommer en uafvaskelig plet på vores jeans. Eller at gamle tante Lotte, som altid klemte os alt for hårdt, da vi var barn, dør. Måske kan vi acceptere, at en perifer relation glider ud mellem vores arme og forsvinder i mængden. Eller at den smukke vase falder på gulvet og knuses i tusindvis af skarpe krystaller.

Men når det bliver virkelig værdifuldt, mister vi ofte evnen til at rumme dødens og tabets væsen. Når vi mister det, vi elsker, når noget vi har knyttet os nært til slåes i stykker. Når de nære relationer knaser som store håndfulde af grus i i det bløde og blødende hjerte.

Når døden indfinder sig på et kors, i en sygeseng eller som et indre chok, der ryster gamle mønstre fri. Så er der næsten altid noget i os, som instinktivt holder fast. Som nægter at løsne grebet. Som finder forbindinger, plaster, medicin, lim og sytråd frem.

For at genskabe det, som allerede er væk.

Men det kan vi ikke. For intet kan genopstå i samme form, og al energi vi forsøger at bruge på alligevel at få det til at genopstå, er energi der bindes i en illusion.

I stedet kan vi lade sorgen og smerten ved at give slip få den plads i os, som den har brug for. Give os selv lov til, om ikke andet så måske blot for et øjeblik, at bære det ubærlige. Opdage, at det der er slået itu eller dødt åbner et helt nyt rum, hvor det, der var, ikke længere findes.

Og måske gå ind i det rum. Stille os med åbne hænder, vente og lade et nyt liv opstå.

Glædelig 2. påskedag

Jane Mejlhede