“Nu har du sagt det!”. “Du må tage en beslutning!”. “Det er sådan, det er!”. “Du kan ikke bare ændre mening midt i det hele”…
Gennem hele vores liv er de fleste af os blevet fodret – i nogle tilfælde nærmest overfaldet – med den slags udsagn fra andre. Vi lever i en verden, som er delt op i modsætninger, og vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Det vi siger, er det der gælder, og selvom man har et standpunkt, til man tager et nyt, er der grænser for, hvor ofte vi har lov at skifte mellem dem.
Vi har skabt en verden, hvor vi bruger vores holdninger, meninger og overbevisninger som personlighedens rustning: Det der er indenfor rustningen er mig, og det der er udenfor er noget andet. Altså ikke-mig.
Indenfor psykologien taler vi om afgrænsning af jeg’et, at kunne mærke sin egen kerne og grænser i forhold til andre eller omverdenen i det hele taget som en stabiliserende faktor og som et medskabende udtryk for en sund personlighed.
Løft perspektivet over personligheden
Men løfter vi perspektivet et eller flere niveauer op, står det mere og mere klart, at ingen af os i virkeligheden står alene og isolerede som enkeltindivider, uanset hvor ensomme vi i øvrigt kan føle os, men at vi tværtimod er forbundne og uadskillelige fra både hinanden og alle de mindre og større helheder, vi befinder os i. Med andre ord: Fra et andet perspektiv end vores lille, lukkede personlighedsrustning, er grænserne flydende, og vi er allesammen en del af et meget større bevidsthedsfelt som dråberne i oceanet.
Det betyder, at når vi herfra arbejder med os selv (et udtryk, der i virkeligheden er paradoksalt set fra det sjælelige, spirituelle eller hvad vi nu vil kalde det – for hvem arbejder egentlig med hvem?), så arbejder vi også i det kollektive felt. Vi går gennem personlighedens lag efter lag af beskyttelse, så vi kommer i kontakt med de dele af os, som er evige, universelle og uendeligt healende. Vi kan kalde det sjæl, essens, bevidsthed og en masse andet.
Uanset hvad vi kalder det, er det de steder, de kvaliteter, som rummer alle modsætningerne. Som ophæver polariteterne, meningerne, holdningerne – alt det, som vi ellers bruger til at afstive vores personlighed med.
Frihed
Det betyder også, at når vi er forbundet med de kvaliteter (hvad vi i virkeligheden altid er – problemet er mere, at vi har glemt, at vi er det, at vi er kommet til at forveksle personligheden – “rollen” vi spiller – med det, der ultimativt er sandt), så er der altid frihed.
Frihed til at tage nye valg og beslutninger.
Frihed til at mene dit OG dat, selvom de tilsyneladende er modsætninger.
Frihed til at føle had OG kærlighed.
Frihed til hele tiden at mærke, at intet er statisk. Mindst af alt måske i virkeligheden personligheden.
Frihed til at lade livet flyde, som det vil, fremfor at mase, kæmpe og knokle.
Frihed til at være til stede som åbenhed.
Frihed til at være nærværende i kroppen. Ikke i tankernes flugt og følelsernes drama, men åndende og levende til stede nu. Med klare tanker og rene følelser.
Frihed til at slutte fred.
Frihed til at bryde generationers overleverede traumer.
Frihed til kærlighed, medfølelse og accept.
Der er altid mulighed for mere frihed, mere kontakt, mere bevidsthed. Og hvert eneste nu kan vi bruge som et kald henimod det.
Det her er noget af det, som er fundamentet for det, vi arbejder med på Sjælslederuddannelsen, som begynder til september og løber frem til maj næste år. Måske er det noget for dig?
