Individuelle sessioner

Psykoterapi, healing og indre arbejde med et non-dualt fundament


Mennesker kommer i individuelle sessioner af mange forskellige grunde. Måske står du midt i en krise - et brud, et tab, en sygdom, en livsforandring der har slået grunden væk under dig. Måske kommer du med temaer, der kan virke mindre, men som kan være lige så overvældende og udfordrende at stå i: vedvarende stress, en relation der kræver alle dine ressourcer, en eksistentiel rådvildhed, mønstre der bliver ved at vende tilbage, uanset hvad du gør. Det kan også være, at du har arbejdet med dig selv i mange år gennem terapi eller spirituel praksis og mærker, at der alligevel er noget dybere, der kalder. 


En stor del af mit arbejde består i at vende tingene på hovedet. At undersøge, om det vi tror skal fikses eller repareres, i virkeligheden ikke handler om at få noget til at fungere bedre - men er et dybere kald fra noget, der ønsker frisættelse og bevægelse. Nogle af de mønstre, der ligger dybest i os, viser sig først, når noget bliver ved at kradse i systemet. Hvis vi straks går i gang med at fikse symptomet, går vi ofte glip af det, der forsøgte at vise sig.

I de individuelle sessioner er der plads til at komme med det, der faktisk er - også når det er uklart, modstridende eller svært at sætte ord på. Du behøver ikke have en klar problemstilling. Vi arbejder med det, du står i nu, og med det, der viser sig undervejs.


Sådan arbejder jeg

Mit arbejde tager ikke udgangspunkt i en fast metode. Hver session udvikler sig i forhold til det, der viser sig i mødet, og jeg trækker på den faglige bredde, jeg har bygget op over mere end tyve år - psykoterapi, traumeforståelse, nervesystemsarbejde, energetisk arbejde og en non-dual orientering, der ikke gør indre arbejde til et selvforbedrings-projekt. Læs mere om det non-duale her.

Det vi gør sammen, foregår mest gennem dialog og spørgsmål. Men det er ikke at gennemgå dine historier i detaljer eller at finde nye måder at forstå dem på. Mange kommer til mig netop fordi de er trætte af at fortælle om deres udfordringer igen og igen.

Vi tager udgangspunkt i din egen forståelse af, hvad du står med - men vi bliver ikke i den. I stedet undersøger vi sammen, hvor den bor i dig: hvilke følelser den hænger sammen med, hvor i kroppen den sidder, hvilke ældre mønstre der bærer den - og hvad der kan vise sig, når vi giver den plads at bevæge sig.

Min måde at arbejde har slægtskab med tilgange som emotionsfokuseret terapi (EFT) og Internal Family Systems (IFS), selv om jeg ikke er formelt uddannet i nogen af dem - ligheden er opstået ud af mit eget arbejde med klienter over årene, men jeg arbejder som nævnt ikke indenfor en specifikt afgrænset metode men mere efter hvad der kalder i nuet.

For mange åbner der sig en yderligere bevægelse, når vi sætter det hele ind i en non-dual ramme - en forståelse af, at det rum, alt foregår i, ikke kan adskilles fra det, vi undersøger. Det er ikke noget, jeg lægger ned over arbejdet; det er heller ikke noget, der giver mening for alle klienter. Men når det er det rigtige, åbner det noget, der ikke kunne åbnes ad andre veje.


Når det er relevant, retter vi opmærksomheden mod kroppen og det, der mærkes der. Det er ofte med til at mindske splittet mellem hoved og krop og kan skabe ro i nervesystemet. Men det er ikke kropsterapi, og vi laver ikke direkte fysisk arbejde.

Nogle klienter kommer specifikt for en healing - en session, hvor du ligger på en briks, og hvor jeg arbejder med energi gennem hænderne og opmærksomheden. Andre oplever, at det energetiske kommer ind som en naturlig del af det øvrige arbejde - hvor noget får lov at slippe undervejs, uden at vi behøver gøre det aktivt.

Det jeg gør, er ikke en "tankpasser-healing", hvor jeg fylder noget på dit system udefra. Det er snarere et arbejde med det, der allerede findes i dig - de strømninger og kvaliteter, der ligger latent, men som har været blokeret eller lukket ned. På den måde er princippet det samme som i det øvrige arbejde: vi rører ikke det, der mangler, men det, der venter på at få lov at flyde igen.

Hvad en session kan indeholde

Indholdet er ikke fastlagt på forhånd. En session kan blandt andet rumme:

  • dialog og spørgsmål om det, der fylder lige nu
  • undersøgelse af mønstre, fortællinger eller relationelle dynamikker
  • opmærksomhed på kroppen og det, der mærkes der
  • healing og energetisk arbejde
  • stilhed eller mere direkte opmærksomhed på det, der ligger bag tanker, følelser og krop

Nogle sessioner er overvejende dialogbaserede, andre handler mere om opmærksomhed på kroppen eller arbejder energetisk fremfor at følge en fast metode eller et program.


Hvor sessionerne foregår

Sessioner kan foregå på tirsdage i København K, og ellers i Gentofte, online, eller i naturen nord for København. Naturen er ofte et særligt rigt rum, fordi det levende omkring os giver en kontakt og en rolighed, vi ikke selv skal frembringe.


Sessioner og forløb

Du kan booke en enkelt session. Hvis du ikke har arbejdet med mig før, anbefaler jeg en første session, som en måde at mærke, om vi er det rigtige match.

Mange dybere bevægelser opstår dog over tid. Derfor vælger en del at fortsætte i et forløb, hvor vi mødes med jævne mellemrum og lader arbejdet udvikle sig over uger eller måneder. Mange af mine klienter har gået hos mig gennem mange år, hvor sessionerne over tid enten spredes ud med lange mellemrum, eller hvor der kan være perioder - måneder eller år - med pauser fra sessionerne.


Læs mere om forløb her:

Praktisk

Varighed: 90 minutter Pris: 1.300 kr.


Pakker:

  • 4 sessioner: 5.000 kr.
  • 8 sessioner: 9.500 kr.

Pakker betales samlet og anvendes inden for 12 måneder fra købsdato.


Sessioner for yngre (20-30 år)

Jeg tilbyder et begrænset antal sessioner til reduceret pris for unge mellem 20 og 30 år. Sessionerne ligger typisk om fredagen og varer 60 minutter.

  • 1 session: 800 kr.
  • 4 sessioner: 3.000 kr.
  • 8 sessioner: 5.800 kr.

Pladserne er begrænsede.


Booking og afklaring

Kontakt mig herunder for at booke en tid.

Hvis du er i tvivl, om mit arbejde er det rigtige for dig, kan vi tage en gratis 20 minutters afklarende samtale på Zoom eller telefon, før vi aftaler tid til din første session

 
 
 
 
Portræt, Jane Mejlhede, underviser og healer på Akasha Healing Retreat, Samsø. Nærvær, fordybelse, transformation

"Tusind tak for din hjælp – du drømmer ikke om hvor glad jeg er for, at gå i terapi hos dig. Du får i den grad hjulpet mig godt på vej videre her i livet.”

Malene


"Ud over at Jane er utrolig imødekommende og behagelig at være i nærheden af, så var det befriende at opleve, hvordan hun hurtigt fandt det rette sted at starte i forhold til at hjælpe mig dér, hvor sagens kerne var.

Jeg følte mig meget tryg og det var en meget nærværende oplevelse.

Jeg gik fra min session hos Jane med en ny følelse af at have fundet hjem til en del af mig selv, som jeg aldrig før havde givet opmærksomhed og kærlighed."

Randi Vendborg Heisterberg, 44 år

Du er altid velkommen til at følge med

eller kontakte mig, hvis du har spørgsmål 

Jane Mejlhede tilbyder individuelle sessioner med psykoterapi, healing og indre arbejde i Gentofte, København K og online

Privatlivspolitik

OK