Meditation

Meditation:

Jeg vil 
have opmærksomhed
beundring 
anerkendelse
respekt
forståelse
sympati
omsorg
kærlighed.

Jeg vil fantasere om min funklende fremtid
foregøgle en anden fortid.

Jeg vil bekymre mig
lægge planer
udtænke strategier
ærgre mig
fortryde
tænke på, hvad jeg skulle have sagt eller gjort
hvad andre bestemt burde gøre.

Jeg vil fortabe mig i mine følelser
være ked af det
vred
salig
rolig
irriteret
modig
utålmodig
frustreret
sorgfuld
længselsfuld
rastløs
glad
ligeglad
lykkelig
eller det modsatte.

Jeg vil mærke
blodet der ruller
varmen
kulden
skulderen der spænder
øret der klør.

Jeg vil sanse
græmmes over det onde
frydes over skønheden
ignorere det ligegyldige.

Jeg vil sætte mærkater på
rubricere
kategorisere
systematisere
organisere
analysere
kommentere.

Jeg vil være rummelig
ligevægtig
fredfyldt
udviklet
vågen
oplyst.

Jeg vil, jeg vil, jeg vil..

Indtil det øjeblik, hvor “jeg” forsvinder, og der kun er det ordløse rum tilbage.

En svag fornemmelse af en puls, et åndedrag.
Kroppens grænser, der opløses.
Lys mod lys og mørke mod mørke.
Hvor alt genfindes og for evigt genskabes fra intet.

©️ Jane Mejlhede